Morgensang for fødselaren
I dag har været en lidt speciel dag ombord på Oceans Of Hope, jeg blev nemlig vækket med morgensang, morgenmad og gaver på min 21 års fødselsdag, midt ude i Kosterhavets nationalpark, hvor vi lå for anker.
Formiddagsdukkert i Sverige
Vi startede dagen stille og roligt ud med at rydde dækket for alt vores dykkergrej, skifte sejl og en skøn formiddagsdukkert i det friske svenske hav. Derefter lettede vi anker og sejlede afsted i sol og 25 grader, meget let vind og vinkede farvel til Kosterhavet for denne gang.
Vi har hele dagen haft lækkert vejr og en blid vind der har hjulpet os sydover, med kurs mod Læsø.
Der er blevet sovet på dækket, læst bog, bagt kage og flippet pandekager til den helt store guldmedalje, mens vi bare har nydt det i fulde drag og slappet af efter nogle dejlige dage med flere forskellige dyk.
Roen på båden
Der er en utrolig ro over båden, både måden den ligger i vandet på, men også blandt besætningen, der virkelig slapper af med vores nye boat-life rutine.
Håber på et dyk ved blue Reef
I skrivende stund sidder vi og beundrer den flotte solnedgang med en ild-rød sol, og suger det sidste af dens varme til os.
Foran os venter en nat med sejlads, og så er vi fremme i Østerby Havn på Læsø engang i morgen ved middagstid - måske der er tid til et lille dyk ved Blue Reef nord for øen, det håber vi i hvert fald på.
Julia
Herunder en lille video fra dagens gøremål